Egoismen og pyskopatisk vold er i dag en betragtelig del af det danske samfund. Den voldelige kriminalitet har aldrig været mere brutal end nu, og danskerne har i gennemsnit mere tanke på sig selv og deres eget, i et egoistisk forbugsmønster og “ragen til sig selv”. Alle midler bruges, og det hidengangne ord solidariet på tværs af social skel, det er noget der hører til i historiebøgerne.

De to yngste af overfaldsmændede på Amager, som er skyld i en 16-årigs hjernedød, de er overladt til de sociale myndigheder og ikke sat i varetægt. Dybt suk…………….., nu igen igen, igen, igen.

Man er i flg. straffeloven strafegnet fra det 15. år, så jeg ved ikke hvad dommeren har tænkt på! Nu kan samfundet endnu engang mandsopdække to voldelige teenager og med udgifter på et 2-cifret millionbeløb årligt. Er det virkeligt det værd, for jeg tror ikke på at de to rødder og ballademagere kan rehabiliseres. De burde i stedet fængsles direkte efter grundlovsforhøret, for det er ikke værd at ofre flere penge på dem. Det er et udtryk for misforstået omsorg samfundet foretager sig.

I det lange løb, så er det forebyggende indsats der virker, men det tager 25-30 år før resultaterne viser sig. Den pædagoiske linie i det danske samfund begyndte allerede at gå galt i slutningen af 60-erne, og har siden slået fuldstændigt fejl. Ord som “lad dog barnet” og “hvad føler du inde i maven lille puds” er til at brække sig over og skal kasseres. Børnene og skoleelever styrer i dag de voksne og trækker dem rundt i manegen, og den bøtte skal vendes på hovedet, og en stram diciplin skal sættes i stedet. Blødsøden 70-er pædagogik duer ikke!

Smid alle pædagogiske lærebøger fra de sidste 40 år på lossepladsen, og lad os starte forfra. Der har aldrig som nu, været så mange egocentrede og voldspsykopater blandt de yngste, så der skal helt nye tanker og metoder til, og forældregenerationen skal tvangsomskoles, for de har et medansvar for deres børns ageren og laden.

Siden 80-erne, har det været et spørgsmål om “rundsave” på albuerne “og det er mig der skal først frem”, og “jeg er egoist og er stolt af det” Det er disse menneskers børn der i dag skaber problemer i samfundet, med store omkostninger til følge!

1870-erne, oprør og socialisme og starten af 1900-tallet med den russiske revoultion efter den første og anden Internationale. I de dage var der et stærkt bånd mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet i Danmark, men det er i dag en saga blot. Selv indenfor fagbevægelsens egne rækker i LO-Forbundene, der kniber det nok med sammenholdet og solidarieten efterhånden. Det største sammenhold dukker nostaltisk op ved 1. maj arrangementer, men nu om dage er det mere tilbageblik og minder, end reelt indhold og fremsynethed

Også i lønningerne indenfor “arbejderklassen”, der er der i dag kvantespring. Mindstelønnen ligger stadig under 100 kr./time, medens en timeløn for en udlært murersvend i København i dag er omkring 350 kr./timen. Disse murersvende og f.eks. ansatte indenfor Dansk Metal og Typografer, der sidder i dyre ejerlejligheder eller eget parcelhus, de behøver jo ikke længere være solidariske med de dårligst stillede i samfundet. Nu er der værditilvækst i ejerbolig, lånemuligheder i friværdiger m.m. at tænke på! I sær i de unge årgange af lønmodtagere, der taler man ofte for døve øre, når man taler om deres forfædres kamp for mad på bordet og et utal af kampe for ordentlige arbejdsvilkår og lønninger. De fleste tager i dag deres rettigheder for givet. Egoismen og plejning af egne interesser har haft storhed siden midtfirserne, og “solidaritet” er rykker vel snart fra den danske ordbog over i fremmedordbogen.

Men, mange vil måske blive overrasket over hvis arbejdsgiveren i en kommende periode med “smalhals” i økonomien pludseligt sætter arbejdstiden op, eller regulerer på andre områder. Der er en svag nedgang i økonomien og risiko for en ny “kartoffelkur” og øget arbejdsløshed igen, men vi må håbe det ikke bliver til noget.

Vi skal som lønmodtagere huske vores rødder og lære disse erfaringer videre til børn og børnebørn, men glemmer det oftest. For i dag svælger mange sig i et enormt overforbrug, egen pensionsopsparing, ekstra sygeforsikring samt andre goder. Men husker vi på, at op od 60.000 borgere er egentlige langtidsfattige og en stor del af disse er børn, der har fået en meget dårlig start på livet. Solidaritet og sammenhold, det er nye fremmedord i det danske samfund. Vi har såmænd ikke så meget at være stolte af, for Danmark er ikke længere det bedste land i Verden!

På få år er andelen af danskere med privat sygeforsikring steget fra 150.000 til 600.000. Med andre ord, så er mere end hver 5. borger forsikret sig på en måde så de eksempelvis kan foran i køen og undgå lange vente lister. En god fidus, for arbejdsgiverne trækker det fra lønnen inden skatten beregnes. Endnu et eksempel på en række ordninger som går under “frynsegoder” der er skattefinansieret og dermed betalt af alle borgere i landet.

Konsekvenserne på langt sigt er en endnu større skævvridning omkring fordelingen af de sociale goder i samfundet og sandsynligvis også en forringelse af det offentlige sundhedsvæsen om en del år. Når først de fleste på arbejdsmarkedet har en privat sygeforsikring, er der ikke noget belæg for at opretholde en høj standard og adgang i det offentlige sundhedssystem. Har du penge kan du få - har du ingen må du gå! Konsekvenserne kan man bl.a. se i England hvor hospitalsvæsenet blev privatiseret under Jernladyen.

Hvad er der sket med det fælles ansvar i samfundet og med lige adgang til sociale goder? Den gode danske velfærdsmodel skrider, for vi får til stadighed større afstand mellem godt sikrede og velbeslåede borgere med fast ejendom, høje intægter og pensionsopsparing, og en stor samfundsgruppe der er sat undenfor og som i det lange løb vil blive stadigt fattige og uden muligheder med en social skæbne som vil en skam for hele samfundet. Egoismen har gode tider i Dannevang, “jeg skal ha’ og jeg vil - fuck resten”!

Kylling i karry en juleaften og ikke flæske- eller andesteg, ja måske - for hos nogle mennesker drejer det sig om en meget anstengt økonomi der afgører menuen denne aften. Socialt isolerede mennesker på kontanthjælp, og herunder enlige mødre sat udenfor det enorme forbrug og fede tider. Karen Jespersen er latterlig og patetisk når hun nærmest antyder at det er deres egen skyld. Godt at socialdemokraterne slap med af hende.

På trods af den siddende regerings benægtelser, så er antallet af “langtidsfattige” stigende disse år og flere og flere kan ikke få økonomien til hænge sammen. Måske vil man af indre stolthed, ikke være en af dem der stiller sig op hos de velgørende organisationer for at bede om en julepakke med steg og godter, men tyr til den billige kylling til 2o kr. som så skal forvandles til et festmåltid, og der er måske heller ikke råd til julegaver. Ja, det går jo fantastisk godt i Dannevang, stigende forbrug og styrkelse af friværdien i ejerboligen, men ikke alle er med på den galej. Men de fleste hytter deres eget i nutidens Danmark, og det samtidig med at uligheden stiger.

I udsigt: Fremtidens samfund, hvor mere end halvdelen af borgerne har en privat sygeforsikring, vil medføre dårligere sundhedstilbud til de andre og et samfund hvor fællesskab og solidaritet ikke længere er kendte ord i dagligdagen. Og for andre er problemet hvilket samtalekøkken der skal vælges, eller om der også skal være stor fladskærm i sommerhuset.

“Glædelig jul!”